Jeg er eksperimenterende billedkunstner. Og ganske nysgerrig som sådan. Jeg arbejder fortrinsvist med maleri, akryl på lærred. I mit atelier er der plads til store armbevægelser med store lærreder, store pensler - og maling der løber. Malingen sprøjtes over lærredet. Lærrederne er klipset direkte på væggen, og med de gamle skæve vægge giver det lærrederne en ekstra dimension, for stregerne får deres eget liv. Under de igangværende lærreder – på gulvet - ligger nye og gamle lærreder, der får patina og uforudsigelighed med pletter, malersøer, skoaftryk, støv og andet …
Et typisk maleri fra mig er malet på et patineret lærred; det er koloristisk med ’løbende’ maling; tegninger og tekst med kridt eller oliefarver; motiverne er blindtegninger, så de har en anden dimension end den præcise. Jeg kan godt lide at blande humor, skønhed, skrift og skævhed sammen.
Jeg er autodidakt og har fået undervisning af kunstnerne Bjørn Ignatius, Anne Bjørn og Thomas Kjaer. I øvrigt har jeg været selvstændig siden 2002 og er indehaver af to firmaer. Det ene er med fokus på kunst - www.lenesandvang.dk - Det andet er med fokus på undervisnings- og konsulentarbejde - www.insightpower.dk
Aktuelt har jeg nu haft mit nye atelier i over et halvt år. Atelieret er et gammel meget skævt og fuldkommen vidunderligt kornloft med masser af god energi og rå atmosfære. Og der er der lige flyttet en ny kunstner ind, Lisbeth Mohr, og vi sparrer rigtigt godt med hinanden. Vi har sparrer med hinanden på den måde, at vi giver hinanden råd og vejledning, inspirerer med nye motiver, mønstre og farver, med glæde, humor og mange snakke over frokosten. Vi har indledt et kunstnerisk samarbejde, der hedder Work&Art. Det er et kreativt kursustilbud til virksomheder, der gerne vil have et kunstnerisk indspark i form af temadage, personaledage omkring samarbejde, kommunikation, værdiarbejde, arbejdsglæde og lignende.
Når jeg ser tilbage, har jeg altid arbejdet i serier med forskellige temaer. For nogle år tilbage var jeg meget optaget af kvindemotiver – det smukke, det lette, det grimme og det svære. Forventninger til nutidens kvinder har været i fokus. Jeg er stadig optaget af ligestilling og sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af kvinder. Det kommer bare ikke på lærreder i denne tid. I det sidste halve år har jeg arbejdet med det ’kitchede’ og det smukke, humor og alvor iblandet. Mine malerier består af tegning, maleri, tekster, mønstre. Jeg er meget optaget af mønstres bidrag og funktion i et maleri.
Den kreative proces i arbejdet med et maleri hverken kan eller vil stoppes. Den er en underliggende strøm, der er meget energi-givende. Jeg er hele tiden i gang med at skabe. Jeg er undervejs og forfølger et spor hele tiden.
Motivationen kan fx begynde på en spændende kunstudstilling. Jeg så for nylig KE-udstillingen på Gl. Holtegaard. Her så jeg bl.a. en collage, der bestod af flere lag med luft imellem. Meget let, elegant, virkningsfuld og smuk. Ideen ligger nu i mit baghoved og en dag kommer der måske noget ud af denne idé. Men det er også motiverende at køre på cykel og finde ting på vejene, der senere skal bruges til collage eller lignende. Jeg har flere poser med mærkelige og spændende ting i mit atelier nu.
Men jeg finder også inspiration i aviser, kunstbøger og hos mine kunstnerkollegaer. Jeg finder simpelthen inspiration over alt og skal arbejde på at begrænse mig, for jeg kan se kunstprojekter hele tiden. Konkret blev jeg i efteråret inspireret af min egen kontoroprydning og er nu i gang med et projekt med mit kontoraffald.
På mine malerworkshops er min overordnede mission at sige, at Alt kan lade sig gøre i kunsten. Der er ingen grænser! Jeg vil gerne give glæden ved farver, opdagelsen, motivvalget og humoren videre.
Til foråret – i en workshop - fokuserer jeg på lethed og udvikling i det enkelte maleri, hvor jeg hver anden time kommer med en ny motivmulighed. Dette skal kursisterne enten male, tegne eller sætte et udsnit af i et af deres igangværende malerier … En udfordring der nok skal blive sjov.
Jeg tog initiativ til en kunstrunde i Hillerød for nogle år siden og ved de indledende lokale møder blev jeg opmærksom på et større nyt samarbejde imellem Gribskov, Hillerød og Helsingør, der gik i samme retning som hos os – nemlig en kunstrunde. Derfor koblede vi os straks på det samarbejde og har været med fra starten med at definere rammerne for Kunstrunden Nordsjælland. Nu er jeg næstformand i bestyrelsen. Jeg brænder for at lave en platform for kunst i Nordsjælland på tværs af alle kommunerne. Min vision er, at alle kommunerne er med, og at vi kunstmæssigt tænker regionalt og på sigt kan markedsføre regionen via Kunstrunden og meget af den unikke kunst i Nordsjælland.
Interview v/ Jørn Henrik Olsen, kunstkritiker, medredaktør af Magasinet Kunst
Du har engageret dig i ledelsen af Kunstrunden Nordsjælland. – Hvilke ønsker og visioner har du særligt for dette samarbejdende netværk af kunstnere på Nordsjælland?
Du tilbyder blandt andet malerworkshops. – Hvad vægtlægger du dér?
Hvad er det, der særligt inspirerer og motiverer dig i dit arbejde?
Hvilke motivkredse, temaer og medier arbejder du med?
Hvad sker der aktuelt i dit liv som kunstner?
Hvilke overvejelser har du gjort dig om din identitet som kunstner?