Hvad gemmer sig bagved mørket i Viggo Bentzons billeder?
 
Af Torben Slot Petersen
 
Viggo Bentzon er født i 1938. Han er landskabsmaler og maler naturen, men altid i atelieret og altid alene.
- Min kone har aldrig set mig male, siger han.
De har været gift i 45 år.
Stilmæssigt er billederne malet med nogenlunde samme små og brede penselstrøg som Monet. Farvepaletten er Monets.
- Monet brugte ikke sort. Den blandede han sig til, siger kunstneren og peger på de fem tuber med klare farver, der ligger på arbejdsbordet.
 
Lyset spiller en hovedrolle
Som hos Monet spiller lyset en hovedrolle. Det skinner i øjnene fra motivet, slører det og danser på iagttagerens nethinde. Stilen kaldes impressionisme. Men også humøret i øjnene, der ser – eller i kunstneren, der maler – spiller med i maleriet. I det store ’himmel og hav-billede’, der pryder bagvæggen i atelieret, ses kimingen med længsel eller sorg i blikket. Et sted derude i det gigantiske grå, gør øjnene holdt på en vejrformation, der rejser sig i billedets mørkeste farver. Humøret er den ekspressionistiske tendens hos Viggo Bentzon.
Et kig i atelieret og for den sags skyld i udstillingen på kunstnerens hjemmeside afslører, at mørket går igen i mange af hans billeder. Fælles for dem er, at blikket kører rundt på de uregerlige farver til det rammer de mørkeste områder i maleriet. Her hviler øjnene – men hvad hviler de på? Hvad gemmer sig bagved mørket?
 
Scenograf med Hitchcock på CV’et
Viggo Bentzon er storyteller. Han brænder den ene af efter den anden og kalder sine billeder for ordløs poesi.
Ved siden af maleriet er han scenograf på spillefilm. Foreløbigt er det blevet til 40 af slagsen og et utal af reklameproduktioner. Blandt andet lavede Viggo Bentzon scenografi til Lise Nørgaards ’Kun en pige!”. 61 scener designede han, og arbejdet indbragte en Robert i 1996.
- Jeg kan tegne og elsker researchen, siger han og fortæller anekdoter om Hitchcock, Roman Polansky og Danny Kay, som han gennem årene arbejdede sammen med.
Det er sjove historier, men de peger i mange retninger på kompasset og fortæller intet om de mørke områder i hans malerier.
 
Familien klinger i Danmarkshistorien
Viggo Bentzon voksede op i en familie, der klinger i Danmarkshistorien.
 - Det er jurister og kunstnere; komponister for det meste…, siger han.
 - … Peter Bang (tidlige dansk premierminister og direktør for nationalbanken, red.) – ham fra Peter Bangs Vej! – var min oldefar. Derfor er forfatteren Herman Bang jo også i familien. Min far var komponisten Jørgen Liebenberg Bentzon...
I slægten findes Niels Viggo Bentzon, der døde i 2000 med over 600 kompositioner på samvittigheden. Komponisten J. P. E. Hartmann er en anden af de betydelige danskere i familien. Viggo Bentzon nævner flere i et selskab, der ikke undgår at stille visse forventninger til nye skud på stammen.
- … Holger Drachmann var min bedstemors bror og har faktisk malet de samme fiskerbåde i Schreveningen, Holland, som Van Gogh. Det skete oven i købet samme år, nemlig i 1882. … Kom her over og sæt dig, så skal jeg vise dig billedet, siger han og klapper i sofaen.
Han rejser sig og henter det lille maleri. Derefter viser han Van Goghs version i en bog fra hylden. Den store mand med håndtrykket, der knuser hånden på en smed og de milde øjne, bladrer videre i bogen til nogle af Van Gogh portrætter.
- Han malede kun i ni år. Du ser, at han ikke altid havde det lige godt, siger Viggo Bentzon.
Det er desperate portrætter i vilde farver, men der er ingen mørke punkter, hvor øjnene hviler, som i hans egne malerier.
 
Ukontrolleret vækst
Når himmel og hav er et yndlingsmotiv, er skoven det også. Også her er det ikke lysningen, men fortætningen eller ’mørkningen’, der bærer billedet. Især træet, som står i hans have, har han malet mange gange. Han kalder det ’Ydrasil’, som livets træ i nordisk mytologi.
Billedet foran journalisten er en grøn eksplosion af vækst til forår. Ved nærmere beskuelse træder motivet i baggrunden. Du bliver rundtosset, når du kigger længe nok. Farverne danser. Det smukt, men ukontrolleret og skræmmende på samme tid. Mellem de insisterende grønlige nuancer, søger blikket igen mod mørket bag.
 - Hvorfor fascineres du af landskaber?
 Viggo Bentzon trækker han på skuldrene.
- Temperament! siger han og afslører ikke yderligere.
 
Årets kunstner 2003
Viggo Bentzon kom i lære på Statens Museum for Kunst under den abstrakte maler Mogens Andersen. Gennem fire år modtog han stærke impulser, og særlig de abstrakte elementer fik betydning for hans udvikling.
- Jeg startede med at lave tegneserier, men Mogens Andersen opfordrede mig til oliemaleri og tog mig i lære allerede som 15årig.
Et længere ophold i Paris fra 1959-60 blev også et vigtigt led af hans uddannelse. I de tidlige værker arbejdede han næsten udelukkende med et non-figurativt formsprog. Han henter et eksempel. Først senere blev landskabet i Nordsjælland og de nære omgivelser som huset og haven en del af hans motivverden. Siden har han lavet udsmykninger i både Danmark og udlandet. Derudover skriver han prosa og artikler. Han skrev for eksempel artiklen ’Mønge og møngerne’ til Vejby-Tibirke Selskabets Årbog, 2004, som han også tegnede omslaget til. I 2003 blev han hædret som årets kunstner af Helsinge kommune. Han har modtaget Marie & Victor Haagen-Müllers Æreslegat på 25.000 kroner. Det er fine bedrifter, men tilbage står mysteriet om de mørke farver.
 
Det mystiske mørke
- Viggo! Du virker til at have et lyst sind, men hvad repræsenterer mørket i dine billeder, og hvorfor hviler øjnene på det? Hvad er dette mørke? spørger journalisten.
Viggo Bentzon svarer
- Jamen, det har jo ikke altid været lige let. Der er sket flere ting gennem årene … Men sådan er det jo med både klovne og lyrikere. Det er Jing & Jang. Når jeg gi’r los i malerierne, får jeg det bedste ud noget, der hurtigt på andre måder kunne gå hen og blive en belastning for andre.
Viggo Bentzon har hænderne i lommen, da han kigger op og gør sig klar til fotografering.