Det stod ikke skrevet i stjernerne at Robert McLean ville komme til at bo og leve i Danmark, langt væk fra det solbeskinnede Sydafrika, hvor han er vokset op.
 
Som barn i Sydafrika følte Robert McLean det underligt og lidt dumt, når folk spurgte ham ”Hvad skal du være når du bliver stor”! Der var jo indlysende – han skulle være kunstmaler, hvad ellers?
 
 
Det øjeblik han stod ud af flyet i Kastrup i 1976 kom tanken, at nu var han endelig hjemme. 
Tågeøernes land, Danmark er hans hjemland og han elsker det.
 
Hvordan vil du beskrive dig selv som kunstner?

Hvordan er jeg som kunstner? ”Positiv, farverig, eftertænksom”, men da også til tider det modsatte. Forhåbentligt er det første primært afbilledet i mine værker. Verden har brug for kunst, der opbygger. Al for megen kunst har været med til det modsatte.
Jeg har altid haft kunsten indeni. Som barn i Sydafrika følte jeg, at det var underligt og lidt dumt når folk spurgte mig ”Hvad skal du være når du bliver stor”! Der var jo indlysende – jeg skulle være kunstmaler, hvad ellers?
 
Jeg fik mit første olie malesæt som 12 årig efter at have klistret mit ansigt op af ruden til en lille kunstnerbutik i Germiston udenfor Johannesburg. Den jødiske indehaver af butikken fik til sidst medlidenhed med mig. Han så mig stå der med nogle få mønter i hånden, som jeg hver gang forgæves talte op. Der var jo bare ikke nok til det, jeg gerne ville have. Han kaldte mig en dag ind og sagde til mig, at han aldrig havde set en person brænde så meget for at få lov til at male, og derfor ville han for mine små ”pennies” give mig basisfarverne rød, blå og gul, sort og hvid samt 2 pensler. Jeg skulle love ham at komme tilbage hver uge og vise hvad jeg havde lavet og drikke kaffe og snakke med ham om kunst. Det gjorde jeg med glæde. Det var starten på min kunstneriske karriere, og jeg tænker ofte på ham.
Jeg brænder stadigvæk for kunsten og forhåbentligt afspejler det sig i mine billeder.
Jeg har kunnet leve af at male i over 35 år.

Hvad er historien bag manden, der drog fra Sydafrika til Asserbo, fik kone og fem børn?

Som barn drømte jeg altid om tågede landskaber.
Min far tog mig engang med til Cape Town hvor vi sammen gik over en bro der var dækket af skyer. Jeg følte en lykke indvendig ved oplevelsen og længtes til et sted jeg mente at kende – at have været engang. Jeg havde selvfølgelig kun kendt det varme solbeskinnede Afrika, da min slægt dernede går tilbage til 1700 tallet.
Alligevel var jeg ikke ”hjemme”. Jeg drømte om vikinger, og så mig selv på stævnen af et vikingeskib der krydsede et tågefyldt hav. Da min kone kom til Johannesburg i 1973 sammen med en gruppe danskere – måtte jeg møde dem. De var i mine øjne det absolut mest ”eksotiske” jeg kunne forestille mig. Det var kærlighed ved første øjekast og vi har nu været gift i 34 år. Jeg sagde dengang til hende ”jeg vil ikke have mange børn – kun 5”. Hun mente nok jeg var mere end optimistisk, men senere kom tallet til at passe. Vi fik 5 vidunderlige børn.
Det øjeblik jeg stod ud af flyet i Kastrup i 1976 kom tanken indeni, at nu er jeg endelig ”hjemme”. Tåge-øernes land, Danmark er mit hjemland og jeg elsker det.
Iøvrigt det første land jeg nogensinde rejste til udenfor Sydafrika.
Jeg boede de første 16 år i Gentofte. Da jeg kom til Halsnæs og Asserbo i 1992 vidste jeg, at her var stedet jeg vil leve og begraves. Dette sted betyder noget helt særligt for mig. Jeg er vild med det og dets historie.

Hvordan er din arbejdsproces, har du særlige inspirationskilder og ritualer?

En del af min arbejdsproces er baseret på mit talent og mine færdigheder som maler.
Jeg har færdighederne og teknikkerne der muliggør at male foto realistisk, men ønsker hellere at ”skabe” mine egne fortællinger.
Jeg kan male Afrika direkte ud fra fantasien, fordi jeg har landskaber og dyreliv i sjælen fra min opvækst i Sydafrika. Lokalområdet i Halsnæs er også ofte blevet malet – både landskaber såvel som lokale personligheder i nærområdet. Det ville være underligt andet. Kunst i sig selv er ikke kun at male et fantasifuldt motiv, men også at fortælle en historie, som en malende forfatter eller poet.
Jeg lader mig dog også ind imellem inspirere af dybe, intellektuelle emner. Min kone Annette har i årenes løb været min muse og inspirator og har også ofte siddet bag mig og læst højt, mens jeg malede. Bøger med emner som religion, mystik og historie har været foretrukne. Vores tanker omkring disse har været voldsomt inspirerende og har lagt grobund for min fantasi og evig uudslukkelige nysgerrighed. Fortids sagn og sagaer, historiske, mytologiske fortællinger, arkæologiske udgravninger og begravet historisk viden, der er blevet forholdt os, eventyr og legender – alt har betaget mig nok til, at jeg har måttet bearbejde det igennem mange af mine værker. Det er blevet til flere temaudstillinger.

Har du særlige præferencer til perioder eller personer i kunsthistorien?

Først i ungdommen var min stil realistisk og jeg var primært landskabsmaler.
På kunstakademiet udviklede stilen sig i en vildere mere eksperimenterende retning. Senere eksperimenterede jeg selv med surrealismen og malede en del malerier med inspiration i Dali og Magrittes værker. Det var dog ikke det jeg egentligt ville. Jeg var også altid vild med Turner. Efter et besøg på Skagen i 70erne, startede jeg i impressionistisk retning, men heller ikke det var tilfredsstillende nok i det lange løb.
Egentlig var jeg allerede i min ungdom mest betaget af de tyske ekspressionister ”Die blaue Reiter” bevægelsen og ”Die Brügge” med Franz Marc og Kandinsky. De var magtfulde, de var stærkt koloristiske, de var passionerede og nyskabende.
Ekspressionismen blev mit endelige ståsted. Jeg søger ikke længere. Nu ser jeg mig selv som en ægte afrikansk/dansk ekspressionist.
Min yndlingsperiode indenfor malekunsten er helt klart det 20. århundrede, hvor kunstnerne fik mulighed for selv at skabe modsat kopiere naturen. Fri fra lænker, fri fra den trange naturalistiske spændetrøje, fri til at male koloristisk og skabe selv.

Hvad er du optaget af rent kunstnerisk og menneskeligt for tiden?

Jeg er her i år inderligt optaget af Halsnæs´ historie i forbindelse med vores projekt ”This Town”.
Et projekt, som startede i januar måned med en udstilling i Ågalleriet i Frederiksværk sammen med 7 andre kunstnere. Projektets hovedmål er, ikke at glemme vores historie i dette vidunderlige hjørne af Nordsjælland, og at give fremtidige generationer mulighed for at se historien afbilledet igennem kunsten, og bevidst inddrage den lokale indflydelse i vores processer.
I århundreder har dette været muligt, men igennem sidste halvdel af 20 århundrede har fotografiet overtaget opgaven. Det er risikabelt. Fotografier har tendens til ikke at holde. Indimellem ses et par gulnede fotografier afbilledet i avisen, som viser at vores by og område har ændret sig enormt. De er gulnede og utydelige.
Går vi tilbage til guldaldermalerne J.TH Lundbye og L.A. Ring kan vi tydeligt se landskaber og huse fra en anden tidsalder. Alt for få kunstværker fra vore dage fortæller en historie, der vil kunne forstås af fremtiden.
Det er påfaldende interessant at både impressionister og ekspressionister er de to ismer, der fortsat kan trække enorme menneskemængder til udstillinger på kunstmuseerne kontra øvrige. Det er sikkert derfor de ofte bruges som trækplastre.
Svaret ligger formodentligt i, at disse kunstnere formåede at banke et vindue til datidens lokale samfund set med deres øjne.
Udover mine typiske afrikanske motiver, der altid er meget efterspurgte, maler jeg i øjeblikket også værker med tema i Halsnæs historie, fra fortid og nutid til hhv. en udstilling i Halsnæs Bryggeri i Hundested i september og den næste ”This Town” udstilling i januar 2011.

Herudover er jeg indimellem optaget af at undervise i maleteknikker på min Maleskole. Jeg holder jævnligt kurser i Asserbo men også i udlandet. Bl.a. skal jeg i september måned med et hold til Mallorca og i januar med et andet hold til Sydafrika og Namibia. Det er utroligt spændende og inspirerende også for mig at tage folk med udenfor deres normale hverdags rammer og ind i andre eksotiske landskaber og kulturer, og det er efterhånden 11. sæson med sådanne rejser.
 
Af Helle Nanny Brendstrup, Kunstrunden