Jeg har en ganske solid 4-årig uddannelse som reklametegner fra den daværende Tegne- og Kunstindustriskole. Senere blev denne skole slået sammen med Kunsthåndværkerskolen. Vi lærte alt fra bunden, dvs. layout, rentegning, farvelægning af model osv. Alt foregik i hånden. Jeg arbejdede nogle år som reklametegner, bl.a. på Gutenberghus, men det stoppede jeg med, da jeg flyttede på landet. Derefter underviste jeg over nogle sæsoner i aftenskole i tegning og maleri. Jeg begyndte at male med pastel og olie omkring 1975.
Der var tale om stilfærdige, forenklede motiver fra Halsnæs, Norge og Færøerne. Sidstnævnte sted gjorde særlig stort indtryk på mig, fortæller Jane Blichfeldt. Ikke mindst oplevelsen af grindedrab. Jeg tror, at det var urkvinden, som havde været godt gemt, der kom op i mig, og jeg fik malet de smukke grinder, da de lå spredt på kajen, opskårne og parterede. Barbarisk var det, men fascinationen af dette drama, livet og døden, bidrog også. De seneste år har jeg været på flere kunsthøjskoler og fået kompetent undervisning af Ken André Stilling, Peter Carlsen og Susan Hinnum.

 
Den vigtigste årsag er nok den lidt banale, forslidte, at jeg simpelthen ikke kan lade være. Jeg går ind i mig selv, ind i mit lille værksted, i hver en ledig stund. Jeg skal lige afprøve en ny teknik. Et maleri trænger måske til et kærligt eftersyn, blive hængt op på en ny måde. Noget skal måske sættes op på nye måder eller helt kasseres. Det sker også, at noget helt må males over. Det er en stadig fornøjelse og udfordring at male. Men det bliver ikke nemmere jo mere, man fordyber sig i maleriet, for kvalitetskravet er stigende i en sådan proces. Jeg tillader ikke, at noget ’halvhjertet’ kommer udenfor mit værksted. Så er det en ’ommer’. Jeg husker tydeligt, at Ken André Stilling sagde, at når man synes, at et billede er færdigt, gælder det om at turde åbne det igen. Med fare for at ødelægge det. Det mod skal man have.

Jeg fornemmer mere og mere, at jeg ved at få fodfæste som billedkunstner. Jeg bliver jævnligt kontaktet, og det er som om et mangeårigt benarbejde er begyndt at bære frugt. Mine billeder bliver set. Faktisk er det mine såkaldte Afrikabilleder, der særlig påkalder sig opmærksomhed. Dem er der mange, der godt kan lide. Paradoksalt nok har jeg aldrig været i Afrika, men jeg oplever alligevel en stærk forbundethed med Afrika og den brogede motivverden, man kan møde dér. På en særegen måde føler jeg mig hjemme i et afrikansk univers. Det er især farverne, mønstrene, disse specielle tårne og personer, som finder en slags genklang hos beskuerne. Men aktuelt forsøger jeg mig med at bevæge mig lidt væk fra disse mere konkrete figurationer – og tvinge mig selv over i et mere abstrakt udtryk. Men det er faktisk svært. Og jeg spekulerer på, om jeg bare skal følge den gamle talemåde ’Skomager, bliv ved din læst’ – og så gå tilbage til det mere sikre. Men jeg har altså meget lyst til at afprøve det abstrakte. En forestående tur til Nordkap håber jeg kan bidrage til at åbne mine øjne og mit sind for den dramatiske, storslåede natur. Håber at resultatet bliver masser af ny inspiration og en serie enkle Norgesbilleder til efteråret.

 
Jeg maler tit i serier, hvor jeg ligesom vil vriste alt ud af et bestemt tema. Det er mine mange Afrikabilleder et eksempel på. Ansigter har også min særlige bevågenhed. Og jeg tænker ikke her på vellignende portrætter. Men der findes ansigter, der næsten maler sig selv. Mennesker jeg har set kan jeg finde på at male på grundlag af en bestemt følelse. Øjnene på portrætterne ser altid direkte på beskueren. Jeg oplever, at nogle ikke kan holde denne direkte konfrontation ud, hvor andre godt ’tør’ se dem i øjnene. Måske handler det om, hvor man er i sit liv, hvilket forhold man har til sig selv og andre. En boudouare-serie var morsom at lave. Det er en art collage med dristige motiver, hede farver. Men det var afstikker. Jeg arbejder ikke bevidst med symboler, men jeg oplever, at mange billeder og billedtegn opstår undervejs, bl.a. via mange overmalinger. Jeg planlægger sådan set ikke mit motiv helt fra begyndelsen. Medierne er blandede. Jeg benytter akryl, som jo passer fint til mit tempo, men jeg arbejder også med oliekridt, tusch, spartelmasse og collage. Tit i samme billede.

 
Det er helt afgjort at se andre kunstnere arbejde, at tale med dem, få dem til at fortælle … og se de gamle mestre efter i sømmene, gå helt tæt på, aflure dem, og ja, at blive sur og tænke: Æv, jeg vil altså også være lige så god som dem, hvorefter jeg styrter hjem og tager fat! Vi står jo på skuldrende af hinanden, og jeg finder det meget inspirerende med denne forbindelse til, hvad andre kunstnere konkret gør i deres værker.

 
Bare jeg vidste det. Måske er det reklametegneren, der spøger rundt. Ønsket om det klare og stramme udtryk. Den røde prik. Jeg søger helt oplagt en vis enkelhed og klarhed ud fra devisen: Less is more! Der sker en afskrælning, en rengøring. Men den rene sterilitet lander jeg heldigvis ikke i, tænker jeg selv. For der sniger sig streger ind, mønstre trænger sig på – og vil ligesom også gerne med på billedet. Men drømmen om at udtrykke sig i enkelhed lever fortløbende. Som vi f.eks. kan finde det hos Marc Rohtko og Pierre Soulages. Men det tager et helt liv at lære.

Egentlig er du reklametegner, men mange af dine malerier er klart ikonografiske i udtrykket. Hvorfor er du dybest set landet dér med dit maleri?

Hvad er det, der særligt inspirerer og motiverer dig?

Hvilke motivkredse, temaer og medier arbejder du med?

Hvad sker der mere aktuelt i dit liv som kunstner?

Men hvilke særlige bevæggrunde har du for at arbejde med billedkunst?