I de seneste næsten 11 år har Gerda Thune Andersen boet i Tisvildeleje, Nordsjælland, men i flere årtier inden boede hun i Vendsyssel, blandt andet i Skagen - og har i øvrigt sammen med sin mand haft en del flerårige ophold i så forskellige lande som Sverige, Mocambique, Laos og Kenya. Ophold der har givet hende mange vigtige input og råstof til nye værker. Den arkitektoniske formgivning har hele vejen været et vigtigt interessefelt og en tydelig referenceramme i Gerda Thune Andersens skulpturer. For nogle årtier siden fik hun sin uddannelse som billedhugger ved Kunstakademiet, København (1954-59), og ved L’Academie des Beaux Art, Paris. Den nu 77-årige kunstner, som stadig arbejder med megen energi, fantasi og råstyrke, er blandt andet medlem af Kunstnersamfundet, Billedkunstnernes Forbund, Dansk Billedhuggersamfund, PRO-udstillingen og Vraa-udstillingen.

 
Større fasthed og stabilitet

 
Kunstnerens flytninger, opbrud og rejser henviser indirekte til en åben, afsøgende tilgang til arbejdet med kunsten. Men som kunstner har Gerda Thune Andersen i høj grad også været djærv og dristig, fast og forankret, målsøgende og stabil. Intet har fået lov til at vælte hende omkuld eller har gjort hende hvileløs i forhold til selvforståelse og karrierens mange imponerende frembringelser i kunstens tjeneste. Derfor er det ikke underligt, at hun regnes for én af vores bedste og mest markante billedhuggere på den danske kunstscene.

 
Selvfølgelig kender hun også til uro og rastløshed som vilkår for arbejdet som kunstner, men vores såkaldte centrifugale eller grænseløse kultur har ikke gjort hende hjemløs. Den menneskelige og kunstneriske identitetsfølelse virker afsøgende og alligevel nagelfast, sikker og dog betagende åben. Netop åbenheden er allerbedst, når den søgende finder frem til vigtige synsmåder og temaer med relevans for menneskers individuelle og kollektive liv. Billedhuggerens fasthed og stabilitet frugtbargøres på den kreative rundrejse i livet.

 
Kontakten til arkitekturens former

 
Gerda Thune Andersen har længe haft et fokuseret blik for det arkitektoniske – forstået i dens bredeste betydning. Det handler også om nær kontakt mellem geometri og arkitektur, det mere organiske og spiritualiteten inkluderet. Der er naturligvis en metodemæssig og teknisk gangbro mellem sådanne interesser, men indholdsmæssigt har kulturmøderne mellem vest og øst, nord og syd, fyldt godt op i hjernens og hjertets eftertanke forud for skabelsen af nye skulpturelle værker.
Konstruktionerne kan overfladisk betragtet opfattes som visualiseringer af sindrige matematiske systemer, dvs. matematik uden tal og formler. Hun har selv kaldt det for ”en æstetisk matematik, der bygges op med streng logik og æstetisk søgen”.

 
Arbejdsmåden bærer i sig på noget bagvendt - eller baglæns. I virkeligheden skal livet vel også forstås sådan i Kierkegaards eget fædreland? Men hun søger baglæns og føler sig frem. Dernæst kommer hun af konstruktiv nødvendighed frem til de geometriske lovbundne forhold – og frem til en form, der er såre enkel, klar og logisk. Startpunktet er fyldt med kompleksitet, men slutpunktet er præget af enkelhed og fasthed.

 
Kombinationen er altså mulig – og naturligvis, for kunstneren selv, meget krævende i startopstillingen. Måske kan skulpturerne også, nævner hun, opfattes som et system, der er bygget op som i naturen fra enkle til komplekse celleformer. Det kan nærkontakten til arkitekturens former også inspirere til.

 
Kupler - dome or die

 
På udstillingen European Reflections på PRO 2006, Charlottenborg, og senest på dette års Vraa-udstilling præsenterede Gerda Thune Andersen udvalgte skulpturer fra en serie af kupler og hvælv, med titlen Kupler – dome or die, hvor undertitlen henleder opmærksomheden på den engelske talemåde Do or die, som i kunstnerens univers er en krads kommentar til den værdistrid, der fylder meget i mange kontekster kloden rundt. Værdistriden mellem de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam.

 
Det er disse religioners ensidige, skævvridende og undertrykkende aspekter, der kommer under formgiverens kritiske behandling. Ødelæggende bliver disse religiøse traditioner, når forskellene dem imellem får adskillende virkninger. Lighedernes forbindende potentiale, alle samlingspunkterne, trædes derimod tit under fode. De mange fællestræk, kredsende om den barmhjertige og nådige Gud, kærlighedens forenende og opbyggende karakter, bliver imidlertid alt for ofte marginaliserede og skyggebelagte. Fællestrækkene er ganske åbenbare i det åndelige værdigrundlag, som også vores egen religiøse og kulturelle arv har som fundament. En materialisering af disse genfindes f.eks. i mange former i arkitekturen og kunsten.

 
Selv forklarer Gerda Thune Andersen, at hun ser på kuplen, hvælvet eller domen, som symbol på himmelrummet, netop et arkitektoniske fællestræk hos de parter, der strides om at besidde sandheden om livet, Gud og mennesket. I Dome or die destrueres kuplerne for at vise, at de tre religioner hver især, i deres iver efter at destruere den anden, i virkeligheden ødelægger sig selv. Overfladerne i skulpturerne er enten revnede, ujævne eller forvitrede. De er lavet gennem afstøbninger af mure og vægge i eksisterende huse, som har været udsat for brand eller anden form for nedbrydning.

 
Et smukt, visuelt billede er kuplerne på ønsket om fællesskab, en overlevelsesstrategi for en splittet verden. Serien der i alt tæller 11 kupler er bygget op i voks. Derefter er udvalgte kupler blevet støbt i bronze. Ny Carlsbergfondet har erhvervet én af skulpturerne på Vraa-udstillingen denne sommer. Et værk der i øvrigt tidligere er blevet præmieret af Statens Kunstfond.

 
Samme kulturelle og religiøse tematik er også taget under kærlig og kritisk behandling i andre nyere værker. Det gælder f.eks. i det markante værk Skriften på væggen (2005), der er en cirkelformet ’bygning’ (opdelt i 3 rum) og med skriftpassager omhandlende det gode og opbyggende fælles gods, med kærlighedsbudskaber fra de tre monoteistiske religioners hellige skrifter. Ved temaudstillingen Exile på Kunstcentret Silkeborg Bad tidligere dette år, en udstilling om det indre og ydre eksil, satte Gerda Thune Andersen fokus på bådflygtningenes situation. Flygtningenes møde med lukkethed og tilknappede grænser. Installationen, der var præget af en særlig lethed, næsten modsat mange andre værker i de hårde materialer fra kunstnerens hånd, med de mange foldede avispapir både fra forskellige brændpunkter og steder blev her indlemmet i værket med titlen We are all in the same boat. Fastheden og målrettetheden er her stærkt kommenterende, men især også elegant og eftertænksom – og bestemt meget udfordrende.

 
Se flere info: www.gerdathuneandersen.dk

 
Af Jørn Henrik Olsen, kunstkritiker