Katrine Wettsteins værker emmer af aktivitet. Hun portrætterer hele sjæle på lærred, maler ånder i ilden og slægter i skyerne. Selv de tolv skrumpehoveder stirrer vågent fra deres stålpind i skulpturen ’Jurien’. Hun harmonerer et kaos med pensel og hænder: tegner, maler, skulpturerer, fotograferer og laver brugskunst. Kunstrunden besøger hendes tilholdssted i en gyde i Helsingør.
 
Af Torben Slot Petersen
 
I blindgyden har hun værksted, der også fungerer som butik og galleri. Her er småt, men stedet emmer af liv. Skulpturer og keramik. Arbejdsborde. Udstillingsborde. Mere keramik. Tre slanke brændeovne komponeret af husbonden løfter sig mod loftet. Væggene er dækkede af billeder og fotografier.
- Når jeg har gang i en masse, fungerer jeg bedst. Du kender det! Så får du flest ideer, siger hun og klukker.

Dumpet ned mellem kulturerne
Hun taler hurtigt og ler efter sine sætninger. Hun har to børn – er lige vendt tilbage fra den yngstes barsel. Når ikke hun taler, kigger hun ned. En gang imellem spejder hun op for at se om, der er alvor bag spørgsmålene, hun får.
Katrine studerede folklore, tibetansk og minoritetsstudier på universitetet. Værkerne har flere kulturelle strømninger. Til spørgsmålet om hvem og hvad, der inspirerer hende, siger hun:
- Vi er alle farvet af vores kultur. Vi påvirkes tusinde steder fra.
Hun fremhæver intet bestemt.
Hun har rejst i Indien. Der hænger billeder fra Tibet af familier, hun har boet hos. I Tibet kaldte de hende tibetaner. I Norge, samer. Genetisk er hun tysker og kineser, en usædvanlig blanding. Hun forstod dem udmærket.
 
Nordisk motiv - indisk materiel
Hun bryder sig ikke om akryl, fordi det minder om plastik. Bruger ikke olie, fordi hun er allergisk. I stedet maler hun med kasien, der er et bindemiddel af kalk og kvark med farvepigment. Miksturen tilsættes vand og fordeler sig i mikroskopiske korn uden at blive opløst. Det giver en let støvet overflade, som ligger over motivet, som en fjernøstlig sandsky. Det er en sær effekt for eksempel over Helsingør, hvor Pigegarden, Holger Danske, sundet og Kronborg mødes i én af hendes miniaturekollager. Det er danskhed, som danskerne er vant til, men den ses med briller, vi ikke har båret før.
 
At eksekvere uden at tænke
Ét er at involvere sig i mange discipliner. Et andet er teknik og håndværk. Katrine lærte for alvor at tegne i 1996 på Glyptoteket.
- Det er det bedste, jeg har gjort. Jeg lærte håndværket og anstrenger mig næsten ikke, når jeg har fundet motivet. 
Målet er, at hun behersker teknikken til at eksekvere maleri, skulptur og resten fagene uden krampe og kamp – at alt hendes kunst med tiden bliver til håndværk.
- Jeg elsker at kreere, men det er også hårdt arbejde.
Smilet forsvinder, og hun vender ansigtet bort.
 
Kunstneren integrerer 30 fotos i samme portræt
- På det seneste gør jeg en del i portrætter. Jeg maler dem efter tyve, tredve fotografier på engang og så min hukommelse af personen.
Hun lader ét af fotografierne bære billedet. Resten bruges til at anskueliggøre personen. Alle arbejdes de ind i portrættet. Portrættet skal kunne noget mere end fotografiet. Ellers ser hun ingen grund til at male det.
- Se nu det af Murray her…
Hun peger mod væggen.
- … En kæmpestor og groft-udseende skotte. Hans væsen er blidt, og han elsker farven rød uden at være, hverken tøset eller sentimental. Alt det forsøger jeg at få frem i hans billede.
Hun lægger hovedet på skrå og bedømmer det igen.

Kunst kræver en iagttager
Andre af billederne er rene fostre af kunstnerens fantasi. Hun ser liv i døde ting, når de bevæger sig. Maleriet ’foreningen’ viser et elskende par, som tager form af flammerne i et bål.
- Bålets ånder – de smukke af dem. Vidste du, at ånder kun viser sig for dem, der lige får øje på dem?
Lejen med objekt og iagttager træder især frem i tegningerne på træ, der er skåret ud og sat på spejl. Ikke nok med, at kroppe, ansigter, dyr og planter tager form i skyer eller træer og buske. Publikum ser sig selv i værket.
- Kunst er ikke kunst uden en iagttager. Spejlene lejer med konceptet. Her ser du både værket og hallucinationen. Samtidig også dig selv … I øvrigt skal spejle dekoreres, synes jeg. Ellers er de overfladiske, siger hun og fniser.

Bestillingsarbejde bydes velkommen
Hun griber sønnen på 15 måneder, der leger toldmodigt, mens en fremmed tager næsten al hendes opmærksomhed.
- Skal vi gå i haven? siger hun og viser vejen
Med den anden hånd snupper hun et kanvas fra sideværelset.
Gyden er fuld af eksotiske træer, blomster og skulpturer. ’Jurien’ står i en krog. Det er tolv små hoveder i ler, der sidder på hver sin stålvejer i en træbænk og stirrer med dømmende miner. Beskueren er den anklagede.
Inderst mellem murene i den vilde have sætter vi os på havebænken.
- Jeg er for genert til at fortælle om mine ting til receptioner, men elsker at se på folk, der betragter dem. Især, når de kigger for anden gang, siger hun og nikker.
Det er vigtigt at understreje, at hun gerne tager mod bestillingsarbejde. Det er det, hun lever af:
- Det er en del af hverdagen og skaffer brød på bordet. I miniaturerne kan folk sige, hvad jeg skal male. De kan bare fyre løs, og jeg harmonerer, siger hun og rækker maleriet over.

En vase holder blomster!
- Vendt lidt!
Hun rejser sig og kommer tilbage med keramik. Hun har en teori om blomstervasens væsen:
- En vase skal pynte, men også holde blomster! … Derfor har jeg konstrueret den her, siger hun og stiller et stykke foldet ler, brændt med glasur foran journalisten.
Genstanden har kanter og huller øverst i formen. Hun plukker en rose og stikker den gennem hullet. Strå fra græskanten sætter hun i en fold. Det ligner, at blomsterne vokser i sprækkerne af en klippe.
- Her glider buketten ikke rundt. Vasen kan holde dine blomster ligegyldigt, hvor mange, du vælger at arrangere.
Hun løfter brynet.
Ligesom portrætterne helst skal fornøje sine købere ved genkendelse i et samlet perspektiv, skal keramikken tjene sit erklærede formål, hvad enten det er et fad, en skål eller som her en vase.
 
Ildsjælens kvaler
Med familie, forpligtelser og trangen til at dygtiggøre sig på så mange felter møder vi en kunstner i øjet på orkanen: fattig og ydmyg, men sund og rask, der holder røven i vandskorpen og bygger på sin ø.
Hvor finder du ro? Hvornår slapper du egentlig af Katrine?
- Ikke i kunsten. For mig er den skabende proces ekstatisk og tit også pinefuld. Når jeg afleverer et værk føler jeg sorg og tomhed og kan ik’ vente med at komme i gang igen. Jeg finder ro, når jeg virkelig er udmattet. Når jeg har været ude at klatre eller vandre hele dagen… Nå jo – jeg finder en ro i arbejdet nogle gange. Jeg er rolig, når jeg sysler med miniaturerne. Her er jeg teknisk overlejen og kæmper mindst med at få billedet frem. Når hænderne bare adlyder tanken, finder jeg en form for ro, siger hun.
Nogle er jord. Andre vand. Ildsjælen finder sjældent ro. Ildsjælen holder sig i gang, som man siger.