Hvad er din største inspirationskilde?
Min største inspirationskilde er nok vor moder Jord. Hendes natur og alle de utrolige væsner der findes her. De dybe kløfter og de mægtige bjerge, den gule sennepsmark og en kat med sine killinger. Alt, hvad der bevæger mig, inspirerer mig. Jeg betragter den evigt foranderlige himmel og kan græde ved en smuk solnedgang.
Romantikken var en periode, hvor man tænkte store tanker og dyrkede det smukke, det kultiske, det guddommelige, det mystiske og især den fantastiske natur. Malere som Peder Balke, Turner, John Constable og Caspar David Friedrich er malere, som jeg gerne ville have truffet og været elev hos.
Hvordan er din arbejdsprocess?
Jeg har perioder, hvor jeg har ideer hele døgnet og maler og maler. Så er der perioder, hvor jeg ikke kan fatte, hvorledes jeg har kunnet male mine billeder. Når jeg starter på maleriet, sidder først og funderer på farverne, som virker helt berusende på mig. Så sammensætter jeg paletten til den stemning jeg er i - tager en stor bred pensel og afsætter nogle store farvekaskader på mit lærred – og så er jeg i fuld gang med at male. Ingen foto eller andre medier til hjælp. Det hele findes i mit hoved og vil gerne ud.
Hvordan har du udviklet dig som kunstner?
Jeg tegnede og malede da jeg var ca. 3 år gammel (ligesom mange andre børn). Min far skaffede mig brunt indpakningspapir under krigen, så da jeg fik min første skitseblok, så var jeg kunstner og skulle tegne. Efter endt skoletid fik jeg friplads på Kunsthåndværkerskolen samt to store legater. Dette blev arrangeret af min tegne- og historielærer. Desværre var mine forældre slet ikke med på dette. Der gik så mange år, hvor jeg arbejde med leret, og så pludselig var jeg helt sikker på, at nu skulle jeg male. Efter nogle somre på Kunsthøjskolen i Holbæk og hos Mable Rose følte jeg mig udviklet nok til at udstille mine værker. Når jeg ser på disse tidlige værker, kan jeg se en stor udvikling frem til nu. Min formåen til at beskrive naturen er blevet udviklet så meget, at jeg ville have haft succes i Romantikken med mine billeder. Min tekniske kunnen indenfor olie og acryl er udviklet meget og jeg kan nu udtrykke, hvad jeg ønsker i maleriet.
Hvordan bringer du din erindring ind i dine billeder?
Mange af mine motiver er min erindring fra rejser, turer med vennerne. Især mine rejser til de store bjerge er blevet til mange bjergbilleder. Det kan være en udsigt fra en bjergtop, hvor især lyset har betaget mig, nogle stenformationer, hvor strukturen er meget flot. Men maleriet afspejler ikke et fotografisk indtryk. Det kan være mange erindringer, der sammenfattes i eet billede.
Hvilken periode i kunsthistorien ville du gerne have været en del af og hvorfor?