Jeg udforsker billedudtrykket i forskellige materialer og teknikker, og spontanitet og overvejelse går hånd i hånd i arbejdet med indhold, komposition og udtryk. Farve, streg og kontraster er bærende elementer.
Nogle gange er udgangspunktet for billederne en klar ide eller et tema, andre gange går jeg på opdagelse. Jeg lytter til billedets egne krav, og fanger gerne de figurer, landskaber eller arkitektoniske fragmenter som dukker op.
Jeg bruger forskellige materialer og teknikker: tyndt kina- og japanpapir bliver gennem arbejdet med billedudtrykket limet sammen i flere lag til lange papirbaner, eller jeg blander forskellige papirkvaliteterog farver i små landskabscollager. Andre gange tegner eller maler jeg mere traditionelt.
I de vævede tekstiler søger jeg, med farven som et bærende element, at integrere både materiale og billedudtryk. Skaftevævens mange muligheder udnyttes, materialet er fortrinsvis hør.
Inspirationen er alle vegne; i oplevelser og omgivelser; mennesker, natur og arkitektur.
Stærke indtryk og oplevelser fra den norske mangfoldige natur er dybt forankret i mig gennem barndom, ungdom og voksenliv, ligesom det danske landskab med dets blide linier og farver gennem mange år er blevet en del af mig.
Kirsebærbakken 14, 3400 Hillerød
tlf.: 60929639
efter aftale