I januar 2000 stiftede fotografen Joakim Eskildsen første gang bekendtskab med romaer. Det var i en lille ungarnsk landsby. De følgende år rejste han sammen med sin kone forfatteren Cia Rinne rundt i både forskellige europæiske lande og i Indien for at portrættere det forfulgte og fordømte folkeslag. Gennem interview og fotografi har Joakim Eskildsen og Cia Rinne forsøgt at komme fordommene om romaerne til livs og i stedet tegne et mere ærligt billede af dem. Romarejserne udmøntede sig i 2007 til bogen Roma Journeys og til denne udstilling, som nu kan ses på Helsingør Bibliotek. Joakim Eskildsen har fået stor anerkendelse for sit portræt af romaerne, og udstillingen er allerede blevet internationalt kendt og vist i adskillige lande.