SVAMP!
Udstilling på Helsingør Hovedbibliotek
- I længere årrække har alt arbejde på værkstedet handlet om svampe, fortæller Jakob Kristensen.
- Det har været SVAMP! på lærred, SVAMP! på papir, SVAMP! i figur, SVAMP! på væg og SVAMP! alle steder. Formen, ordet og betydningen er blevet vendt og drejet og sat i forbindelse med stort set alt. SVAMP! er afsættet i billedernes fortælling. Der er nu ingen grænser for, hvilken kontekst ordet kan optræde i. Denne udvikling har bl.a. resulteret i figuren, ”voksensmølfen”, som har bevæget sig ind i billederne og fortællingerne.
- I bibliotekets indgang vil man møde mit hidtil største maleri, som er et triptikon på 5,5 x 1,5 meter, fortæller Jakob Kristensen videre og gør i øvrigt opmærksom på, at der er tale om ’nye’ billeder i den forstand, at ingen af dem har været udstillet før.
Billederne er malet med olie på lærred og billedstilen er figurativ med brug af grafiske virkemidler. Jakob Kristensens fortid som tegner, grafiker og cartoonist ses tydeligt.
Jakob Kristensen er 36 år, bor i Helsingør og har værksted i Sct Annagade. Indtil 2007 havde han atelier på det gamle værft. Han er etableret kunstner og har malet og udstillet i 14 år. I 2003 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling.
Udstillingen kan ses fra den 31.10. og året ud. Alle er velkomne til ferniseringen d. 31.10. kl. 13, hvor der vil der være gratis plakater.